lørdag den 16. marts 2013

Denne blog er et sted, hvor jeg kan tænke højt, undre mig og reflektere over det samfund vi har i dag. Det er ikke en akademisk eller videnskabelig udredning. Det er mine tanker.

1. indlæg:
-->
Tanker om sammenhængskraften i et samfund:

Noget som optager mig er, hvad der binder et samfund sammen.  Hvad gør, at vi betragter os i et fælles perspektiv? Det er der mange ting, der gør: Sproget, gener, traditioner, historie og kultur. Jeg skriver med vilje ikke religion med, for det hører i min betragtning ind, under tradition og kultur. Denne skelnen kan selvfølgelig diskuteres, og selvfølgelig afspejler det mit syn på det religiøse. Men hvad binder os sammen? Og hvem er "os"? Og skal vi bindes sammen? kunne man også spørge. Her vil jeg skrive om netop religion.

Her vil jeg se på det religiøse: på Kristendommen som sammenhængskraft. Jeg er vokset op i en ikke-religiøs familie. Faktisk har min far altid haft som motto: "Vi er alle skabt af stjernestøv," altså vi kommer af det stof, der er dannet i stjernerne, og det er så meget gud,  som det kan blive. Min mor var faktisk mere ambivalent. Hun var socialist og derfor ikke begejstret for Kirken og det som institutionen repræsenterer, men hun var også søgende. De arbejdede begge som "samaritanere", ud fra devisen at "din næste" er det næste menneske, du møder. Der var gavmildhed, og der var social forståelse. Men der var ikke ti bud, der var ikke synd eller bøn. Jeg er landet midt i mellem. Vi er helt sikkert opstået fra universet, men ved vi alt om universet? Næppe. Nå, men jeg har altså en religiøs reference som forbinder mig med andre. Vi holder jul, bliver gift, døbt og begravet. Vi har alle disse traditioner, som vi deler, og som giver en fornemmelse af at være en del af den samme fortælling. Vi holder de samme helligdage, også selv om vi ikke tror. Men når jeg nu ikke tror på, at der findes en Gud, som sidder i bogstavelig forstand og holder øje med om jeg er min kone utro, om jeg snyder i skat,  slår nogen ihjel, eller taler grimt om mine forældre, hvilken legitimitet har religionen så? Ingen, vil jeg mene. Jeg kan godt lide de kristne værdier, som tilgivelse, næste-kærlighed, troen på noget mere en materielle værdier, men jeg kan og vil ikke acceptere synds-begrebet. At se alle mennesker som i bund og grund syndige, er en undertrykkende tankegang. Jeg kan gå med til, at vi med opnåelse af viden, mister vores uskyld. Altså vores udviklingsmæssige uundgåelige syndefald. Men at det skulle gøre os til syndige mennesker i Guds øjne, giver ikke mening. Men at miste uskyld, er ikke det samme som at være skyldig. Ikke for mig. At miste sin uskyld vil sige at erhverve viden om, bevidsthed om verden. Det betyder, at den edens have, som uvidenhed er, forsvinder. Med viden kommer også moral og en mulighed for at gøre rigtigt og forkert, for at gøre godt og ondt, for at handle eller lade være. Og det må være disse handlinger, der bestemmer, om vi har skyld. Sådan er vores retsvæsen også indrettet. Hvorfor man heller ikke bliver straffet, hvis man er sindssyg i gerningsøjeblikket: Man ved ikke hvad man gør. Denne måde at se på synd må medføre flere ting: For det første er det anderledes for mig, når jeg ikke tror, vi skal dømmes på den yderste dag, fordi jeg ikke bekymrer mig om synd. Der er ikke noget helvede eller nogen himmel. Paradis tilhører uskyldens verden. Uvidenhedens verden. Hvis det er et paradis, så er det at kunne frigøre sig fra de tanker og forestillinger, som martrer os, som skam, skyld, mindreværd, fortvivlelse, bekymring osv. At kunne frigøre sig fra disse herrer, det er paradis, men det kræver ikke døden. Tværtimod. Så hvis jeg ikke tror på, at der er en Gud, og jeg ser ikke biblen som en regelsamling, og jeg ser vores religiøse traditioner som kultur og historie og ikke som udtryk for det guddommelige, hvilken legitimitet har Kristendommen så? Hvordan kan den binde os sammen? Som det måske fremgår, så ser jeg de kristne værdiger som gode, og som noget der er rodfæstet i mig. Men jeg mener, de er gode fordi, de er fornuftige. Der er godt, hvis vi behandler hinanden ordentligt. Det er smart at have fælles leveregler, så vi kan have fælles forventninger til handlinger og adfærd. Det er godt for samfundet, når vi uselvisk hjælper andre, giver af vores rigdom og tilgiver. Så hvis jeg følger disse bud, så er det godt for andre, for samfundet og derfor også for mig. Og her opstår naturligvis et dilemma. Jeg kan ikke se religionen som sammenhængskraft, for jeg mener ikke der er legitimitet, og samtidig ser jeg værdier i Kristendommen, som noget der giver sammenhængskraft, og som noget positivt. Så hvordan kan jeg bevare "det kristne" uden at være religiøs? Hvordan kan vi som samfund bevare og styrke disse værdier, når vi melder os ud af folkekirken, ikke vil begraves i religiøs jord og i det hele taget leve efter vores egne værdier.
Jeg har ikke svaret på alle spørgsmålene. Vil jeg afskaffe folkekirken? Nej. Jeg er stadig medlem, fordi jeg mener, det er en vigtig kulturbærer fordi de værdier, som jeg har nævnt, er knyttet hertil. Jeg ser det som en investering i noget, der giver os i Danmark et fælles værdigrundlag. Men det er jo på sin vis noget hyklerisk, og måske " a lost cause". 


I øvrigt: Om der er et liv efter døden, vil vi alle sande en dag. Og jeg tænker, at lever jeg efter de værdier som står i biblen, selv om jeg ikke kan mærke troen, så går det nok alligevel. Og det er måske mere kirken end religionen jeg ikke kan med. Jeg ville gerne tro, og ikke vide, og alligevel, når man tror, så ved man også. Men det er anden blog.